Artikel: Jens vil bruge urgammel tradition fra kristne munke til at bekæmpe stress

Aarhus Stifttidende bragte den 14/3 en artikel om Jens’ hjertebønsmeditation. Den er indsat her, men kan også findes her på avisens hjemmeside.

Af Martin Kjærgaard Nielsen makni@jfmedier.dk

Jens Munk, der er studenterpræst på Aarhus Universitet, vil bruge en gammel tradition til at hjælpe studerende med stress. Traditionen stammer fra kristne munke, der for mange år siden søgte ud i ørkenen.

AARHUS: Der har gennem de seneste år været en voldsom stigning i stressniveauet blandt universitetsstuderende. Sådan lyder det ifølge studenterpræst på Aarhus Universitet, Jens Munk.

For at bekæmpe det har han nu valgt at afprøve en alternativ tilgang, hvor han har søgt tilbage til en urgammel tradition, der blev udviklet af kristne munke, som for 2000 år siden søgte ud i ørkenen.

Jens Munk har cirka 15 samtaler om ugen med studerende. Han oplever, at flere og flere af disse samtaler omhandler svær stress – så svær stress, at mange studerende ender med at blive syge af det.

Derfor har Jens Munk i universitetets stillerum genstartet en herhjemme glemt tradition, nemlig den urgamle hjertemeditation, som stammer fra de kristne ørkenfædre.

Under meditationen skal man visualisere, at man trækker vejret ned til hjertet og ånder ud gennem hjertet. Mens man gør det, så skal man tænke på for eksempel et minde fyldt med omsorg og kærlighed. Og det behøver ikke være noget religiøst, fortæller Jens Munk.

– Du kan sagtens meditere. uden at det er religiøst. Det er forskelligt fra person til person, men man kan for eksempel tænke på et billede, hvor man selv er barn og mærker en masse omsorg, og så hive alt den omsorg fra billedet ned i sit hjerte gennem meditationen, siger han.

Påvirker hjerterytmen

Under meditationen forsøger man at påvirke den rytme, som hjertet slår i, så man kan opnå en tilstand af ro i både kroppen og i sindet.

– Det kan da godt virke lidt specielt, at vi henter en 2000 år gammel ørkentradition ind på det moderne universitet – men den her meditationsform virker, og der er tydeligvis mange studerende, der har brug for det, vi tilbyder, mener Jens Munk.

Meditationen foregår i universitetets stillerum, som er et særligt, lydisoleret rum, der er oprettet til studerende, der gerne vil have en rolig pause i hverdagen, enten til at meditere, bede eller bare lige klare tankerne i en hverdag med mange mennesker. Selve hjertemeditationen foregår hver mandag aften klokken 18-18.30.

– Vi er her for at arbejde for de studerendes trivsel, så vores tilbud er ikke noget, vi skal tjene penge på. Derfor er hjertebønnen også gratis, fortæller Jens Munk.

MERE END DU TROR