Af Jens Munk, januar 2021

CORONA ER FARLIG, MEN LANGT FARLIGERE ER DET, NÅR VI IKKE SER OG HØRER HINANDEN.

Tidligt i forrige århundrede udforskede en vestlig antropolog det oprindelige folk på Ny Guinea. Netop da han ankom, overværede han, hvordan samfundet forholdt sig til en medborger, der havde begået vold mod en af sine egne.

Han fik en helt særlig straf. Han blev ikke fængslet, han fik ikke bøder, han blev ikke sat til at øve samfundstjeneste. Nej, straffen var, at han skulle gøres usynlig. Altså ikke usynlig sådan, at han ikke kunne ses fysisk. Usynlig på den måde, at alle de øvrige medlemmer af stammen eller samfundet ignorerede hans eksistens. Hvis han f.eks. gik hen og talte til nogen, så ville de lade som om, de ikke hørte, hvad han sagde, kigge den anden vej og forsætte med det, de var i gang med. Eller hvis han havde fået et sår og gik til den lokale medicinmand for at få en forbinding, så ville medicinmanden kigge med et fjernt blik ud i horisonten og agere som om, han ikke kunne se sin sårede medborger, der stod lige foran ham og prøvede at appellere om hjælp. Jeg tror, det er næsten umuligt at forestille sig, hvilken ubærlig smerte det må være at få en så omfattende afvisning.

Vi kender sikkert alle, hvor ondt bare en enkelt lille afvisning kan gøre. En ven der ikke hører, hvad man siger. En kone der går, midt i du er ved at sige noget. En pige, du er interesseret i, der ikke tager telefonen. En SMS, der bliver afsendt, men der ikke kommer svar på. Hvordan må det så ikke være at vide, at lige meget hvad du gør, lige meget hvor du er, så vil du blive afvist, overhørt, ignoreret – ikke set og hørt.

Manden på Ny Guinea, som modtog denne straf, hvad skete der med ham? Efter et par måneder blev han en aften fundet i en grøft lidt uden for landsbyen. Han var ikke faldet, og der var ingen synlige tegn på, at han fysisk havde lidt overlast.

Han var bare faldet død om, nedbrudt af sorg, nedbrudt af savn, nedbrudt af hudsult, nedbrudt af længsel efter et andet menneskes berøring, nedbrudt af ikke at være noget for nogen.

Uanset hvad manden havde gjort, er det umuligt ikke at føle med ham. Hans straf har i mine øjne været værre end en lang fængselsstraf, værre end fysisk afstrafning, ja måske værre end en dødsstraf.

Hjerteforskere har i moderne tid af og til observeret et mærkeligt syndrom. De kalder det “broken heart syndrome”. Et menneskes hjerte kan pludselig bryde sammen, ikke slå længere. Når smerten og sorgen bliver for stor. Måske er det det, der er sket med manden på Ny Guinea?

Jeg forestiller mig, at manden på Ny Guinea har vidst mere om betydningen af at blive hørt, set og forstået end noget andet menneske på jorden. Gennem savnet har han forstået det dybere end nogensinde.

Vi er som mennesker sårbare, og vi er i stigende grad oppe mod en stor fare, nemlig at være der, hvor ingen hører, ser og forstår, hvem vi er, og ingen kan se, hvad det er, der er unikt og særligt ved hver enkelt person. Det er fuldstændig afgørende for os at finde nogen, vi kan slutte os sammen med, nogen der ikke lader os i stikken, nogen der holder af os. Jeg tror alt, hvad vi gør, direkte eller indirekte, handler om lige præcis det.

Corona er farlig, men langt farligere er det ikke at se og høre hinanden.