begrebet ”undresøgelse”

Af Loa Mortensen, marts 2021

Nogen gange giver nye ord bare SÅ meget mening! I dag kigger jeg til kloge Christina Holm Dahl, der har introduceret rigtigt fint et af slagsen! Nemlig undresøgelse. Hendes definition er:

Undresøgelse er et begreb, som kan dække over mindst to forståelser:

At søge efter noget at undre sig over
At undersøge noget og undre sig over det man finder.

Led ikke efter at blive bekræftet i det du tror du ved. 

Indstilling: ”Nej, hvor interessant”.
Uden vurdering: Det er
Objektivitet/Neutralt: Hvordan er det? Hvad består det af?
Flere perspektiver: Hvad kan det? What if?
Reflekterende: Hvorfor ser det sådan ud? Kontekst? Historik?

(Kilde: http://ifmm.dk/undresoegelse/)

Jeg bliver dagligt mindet om, hvor meget jeg vurderer – ofte vurderer mig selv ude.  Og hvor tit jeg møder andre, der vurderer sig selv ude. Og ofte oplever jeg, at vi faktisk dermed slet ikke SER eller UNDERSØGER med reel undren, hvad der egentlig konstaterbart sker. Altså dvæler lidt ved den neutrale seen på, hvad der sker.

Som når jeg fx i sangundervisning ved førnævnte Christina lukkede i og opgav, når noget blev svært – og hvor hun lokkede nysgerrighed og neutralitet frem, og tvang mig til at se på tonerne, som de kom og var, og hvad der evt. kunne trækkes på teknikmæssigt, hvor problemerne opstod, i stedet for at stoppe ved ”jeg dur ikke”!

Jeg møder her i denne tid mange studerende, der har svært ved at ”vurdere”, hvor de står fagligt og socialt.

De ”vurderer”. at deres indsats ikke står mål med andres.  At de andre er meget mere med, har bedre styr på det. Socialt kan er det snublende let at tillægge andres handlinger nogle bagvedliggende motiver, som vi intet aner om, i stedet for at se på, hvad de reelt gør eller siger.

Når vi se på os selv er det måske en hjælp at kigge på de steder, hvor vi har udfordringer, og i stedet for bare at sige, det kan jeg ikke, eller det er ikke godt nok, så undersøge, hvad der forårsager udfordringen og hvad vi evt. har at trække på, der kunne hjælpe. Eller vi kan rent faktisk SE og konstatere at vennen eller veninden lytter eller tilbyder sin hjælp, i stedet for at tænke, at det da også bare er fordi de har medlidenhed, føler de skylder, eller noget helt tredje. Lad os prøve at stole på, at de er voksne mennesker, så mon ikke de sagde nej, hvis de ikke ville?

Særligt her i corona-tid kan det være langt sværere, for der er SÅ meget tid at vurdere i. Og vi mødes sjældnere, så det er langt lettere at tro på, at pokeransigterne bag zoom-skærmene eller opslagene på de sociale medier er ”sandheden”.

Så måske vi kunne være mere nysgerrige, lidt mindre vurderende og sort/hvide over for os selv – møde os selv, andre og det vi står i, med lidt undresøgelse og knap så meget (selv)fordømmelse.