Af Kirstine Hansen, marts 2021

Hjemme hos os hænger der en del børnekunst, som vores børn har lavet gennem tiden, og tre af billederne malede vores ældste datter for nogle år siden, og der står følgende på dem:

– At rejse er at leve
– At være familie er at leve
– At lege er at leve

De første ord er H.C. Andersens – de næste er hendes egne.

Vi kunne alle i disse dage male flere billeder med ord, der fortæller os, hvad der får os til at leve, og vi har virkelig brug for at huske os selv på, hvad der giver os energi, og for at tro på, at det hele forhåbentlig snart ser anderledes ud.

Det kan være voldsomt svært at blive ved med at holde energien oppe, for vi er jo skabt til et vi og til fællesskab. Var vi i tvivl om den universelle sandhed før corona, ja, så har vi alle fået bekræftet gennem det sidste år, at det er sandt! Vi har i dén grad brug for at være sammen med andre for at få energi, og næring til sjælen. Alenetid er ganske fint og godt i afgrænsede tidslommer, men ikke hen i det uvisse, hvor der ikke er en slutdato på!

Ingen kan give os en slutdato på corona, og ingen kan helt forudsige, hvordan det udvikler sig. På årets første forårsdag åbnede DK lidt mere op, og nogle få unge kunne komme tilbage i skole, og vi kan nu bytte vores gamle julegaver, og samme dag gik endnu en kommune i sort på landkortet over corona!

Bedst som vintergækker og erantis titter op, og lidt bliver lempet, spøger uvisheden om, hvor længe det skal stå på, og spørgsmålet om, hvorvidt der er flere mutationer, vi ikke kender til, melder sig! En utålmodig sjæl som jeg kan have ret svært ved at blive ved med at holde ud og holde humøret oppe!

Men ikke alene utålmodigheden melder sig under fanen, også frygten for, om de sociale kompetencer svækkes her i ventetiden, fylder for nogle unge! Heldigvis er vi født som sociale væsner, så det er ikke en egenskab, der bare sådan lige forsvinder, selvom frygten har gode betingelser, når der er for meget alenetid.

Der har været alt for meget tid til at tænke! Alt for meget tid med stillestående luft, alt for megen længsel efter fest og farver, en tur ned af Vestergade, brætspil på caféerne og skønne unge mennesker, der nyder øl eller en kop kaffe sammen!

Åhhh, altså den ventetid!!!

Og så er der længsel efter at give et kram, og få lov til frit at være i hinandens nærhed og mærke, at livet er fuld af liv, når vi fysisk er i samme rum.

Det er her i ventetidens ulidelige væsen, at vi skal male billeder med ord, der husker os på, hvad der giver os liv. For det kommer igen, det alt sammen, men vi har brug for hver dag at minde os selv om det!