Du skal ikke ville det hele

Af Loa Mortensen, januar 2021

”Du skal ikke ville det hele.”
(digt af Piet Hein)

Forventninger! Ja det vil jeg lige tale lidt om.

Måske du tænker: ”Nå ja, så høje forventninger har jeg da heller ikke til mig selv og mit liv” – men jeg må indrømme at jeg tit rammes af, HVOR høje, høje forventninger jeg møder, når jeg spørger lidt ind. Også i disse dage.

De fire vægge bliver pludselig trange. De minder efterhånden mere om et fængsel end et trygt sted at trække sig tilbage efter travlhed. For der ER ikke noget at komme hjem fra – vi ER hjemme hele tiden.

Hvor vi som barn sikkert har mærket ”hjemve”, ja så lammes vi måske nu næsten i samme grad af ”udve”. Før pressede alt det, man kunne sige nej til (hvis man turde). Nu rammer alt det, man ikke kan sige JA til.

Herudover er der en konstant usikkerhed på, om vi nu kan det, vi så endelig faktisk planlægger og håber. Alt kan jo på et splitsekund ændres… (måske en positiv test eller endnu et pressemøde)

Mismodet kan – trods forsøg på at holde hovedet højt – ramme, og ramme hårdt.

Og så rammer tanken måske: hvorfor kan JEG ikke finde ud af det her – alle andre tager den her pandemi bedre end jeg… Hvorfor har JEG ikke udnyttet chancen og bedrevet noget fantastisk – jeg har jo ikke andet end tid? Hvorfor er JEG ensom? Alle er jo mere eller mindre alene. Hvorfor savner JEG det kram så meget? Hvorfor er JEG ved at rive hovedet af kæresten eller rumboen – jeg er jo normalt meget rar at bo med…

Måske du kan genkende bare lidt af det her!

Tankerne spinder derudad; for aldrig har der været SÅ meget tid til at tænke – helt for os selv.

Og vi kan kun så meget som vi kan! Og ofte oplever jeg, at vi faktisk forventer de samme resultater, det samme overskud, i en alt andet end normal situation!

Vi kan IKKE præstere som vanligt, når vi er ramt på krop og sjæl!

Så måske vi sammen skal vove at sænke barren bare en anelse – turde tro på, at det er ok ”bare” at være, der hvor vi nu engang er!

Det kræver MOD, tro mig, jeg ved det! – Og mit håb er inderligt at man, hvis man bare ind i mellem finder det mod til at turde være med det der er, kan mærke en lille forsigtig lettelse, ved ikke hele tiden at skulle anstrenge sig for at indfri helt igennem urealistiske forventninger – af og til gribe modet til IKKE at ville det hele.