Naar man bliver ved med at gaae, saa gaaer det nok.


Af Loa Mortensen, maj 2021

Jeg har her i titlen lånt vise ord af teologen og filosoffen Søren Kierkegaard. Han elskede at gå. Og hold da op, jeg har her i corona-tiden efterhånden også gået mange kilometer på stierne i Riisskov i samtale med studerende.

Ja vi har vist alle fået gået nogle kilometer tænker jeg – det er jo en af de ting vi er blevet ved med at måtte! Og det er også blevet en måde at være sammen på – stadig have lidt real life kontakt. Vi har hungret efter øjne, der SER os i øjnene (ikke igennem et kamera). Og måske fornemmer vi også, at der sker andet og mere, når vi samtidig flytter os fysisk. Der er noget særligt ved det at slå følge, sammen bevæge sig, både konkret og i tankerne.

Ofte handler samtaler, jeg har i Riisskovs skønne omgivelser, om at få sat ord på smerte, såsom et knust hjerte, der har oplevet eller føler noget smerteligt. Som søger at finde mening, at sætte ord på det, der ikke er til at forstå. Man går ved siden af hinanden, når man sådan taler om noget af betydning. Det er svært at tale, hvis afstanden er for stor, eller man hele tiden enten skal orienterer sig fremefter eller bagud. Man må slå følge ved siden af og gå i den andens tempo. Være i det nu man deler.

Der kan man tale om livet, fordi vi er fælles om at bevæge os, ikke bare på den konkrete sti eller vej, men også gennem livet. Nogle gange giver vandringen en slags ny-orientering, en ny måde at være på, der hvor de er, med den smerte der er. Det store er, at der ER plads til os, som vi er – ikke en forestillet eller forstillet udgave af os. Vi MÅ være her og fylde, lige som dem vi er. Med den smerte og sorg, der er. Og vi er IKKE ladt alene. Selvom det er min erfaring, at krisen netop er det mest ensomme sted – og ikke mindre her i corona-tiden, hvor dem vi måske normalt faktisk VILLE vise os for i vores sårbarhed er langt mindre tilgængelige pga. alle de forholdsregler vi stadig skal ta´. Og at give sig selv lidt plads, finde modet til at slå følge med en anden, ja det skaber faktisk tit erfaringen af ikke at være HELT alene.

Så jeg vil slutte, hvor jeg startede, med en lille opfordring til at slå følge med en god ven og være med det, der nu engang er, sammen – for Naar man bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.