Af Jens Munk, marts 2021

Christian Jungersen skrev for nogle år siden en meget stærk roman om mobning. ’Undtagelsen’ hed den. Romanen handler om fire kvinder, der arbejder sammen i Dansk Center for Folkedrabsforskning. Arbejdsmiljøet er kendetegnet ved magtkampe og stærk mobning. Flertallet rotter sig sammen mod den ene og mobber hende, til hun bliver syg af det.

I et interview med Christian Jungersen siger han: “Jeg ville egentlig bare skrive en roman om “gode” mennesker; og de bedste mennesker, jeg kunne forestille mig, var veluddannede kvinder, som arbejder inden for det humanitære område; og kvinder er jo meget bedre end mænd til det med omsorg.” Der er ingen tvivl om, at kvinderne, der mobber, selv mener, de er ”gode”; de finder på undskyldninger for mobningen, rationaliserer den, får den til at give mening. Sådan er magtkampe. De handler dybest set om én ting – at få magt, at blive den største.

Sådan er det også med disciplene. De skulle egentlig være så gode mennesker; og det er de også indimellem. Altså indimellem alle de magtkampe de fører for at være den største. Ind i alt dette lyder det fra Jesus: ”Livet handler ikke om at være den største, det handler om at tjene hinanden.”

Livet er en broget sammensætning. På den ene side ligger det så naturligt for os at køre magtkampe, at søge at være ”størst”; på den anden side lyder Jesu ord om at hjælpe og tjene hinanden som liflig musik. Vi indeholder begge dele, og vi må se at få det til at hænge sammen, så godt vi kan.

Måske vi kan hjælpe hinanden med det.