Tilbud i efteråret 2020 – grupper

I efteråret 2020 tilbyder vi hjertebønsmeditation, grupper for hjertesorg og for unge med psykisk syge forældre, samt en studiekreds om Jordan Petersons 12 Regler for livet.

Opdatering d. 20/10:
Vi holder fast, og starter Hjertesorggruppen onsdag den 21. oktober, altså i uge 43. De andre grupper starter, så snart der er nok tilmeldte.

Psykisk syge forældre?

Har du en eller flere forældre, der er ramt af psykisk sygdom, tilbyder vi en samtalegruppe, hvor du kan møde andre studerende, der står i samme situation. Her kan du snakke helt frit om, hvordan du har det, og hvad der er svært ved at have psykisk sygdom i familien.
Målet er at skabe en fast gruppe, der mødes hver anden uge.
Når gruppen starter, vil den mødes 14-16 torsdag i lige uger.
Kontakt Kirstine på kir@via.dk, hvis du gerne vil deltage.

Hvis du er interesseret i gruppen, men har undervisning torsdag eftermiddag, så tag kontakt – så får du besked, hvis gruppen flyttes.

Hjertesorggruppen

Når man mister kærligheden, mister man nogle gange også fodfæstet, og måske endda sig selv. Hjertesorggruppen er for studerende, der oplever kærestesorg, og som gerne vil have nogen at snakke med, der forstår, hvordan man har det. Her er der rum til at komme og dele sorger og erfaringer, eller bare for at lytte – helt uden gode råd eller kommentarer. Der er ingen tilmelding, og man kan komme så mange gange, man har lyst til og behov for.

Det foregår onsdage i ulige uger kl. 19 – 20.30 henover semestret i Faculty Club lokalet, Konferencecentret i Studenternes Hus, så snart vi kan starte den op. Gruppen bliver ledet af studenterpræst Loa Mortensen, og er i samarbejde med Studenterhus Aarhus. Hvis du har spørgsmål om gruppen, kan du skrive til Loa på pastor@au.dk.

Perfektionismegruppen

Har du svært ved at give mindre end 100%? Stresser det dig, hvis noget ikke går helt efter planen eller tidspres forhindrer dig i at afslutte ting på den måde, du gerne vil? Har du svært ved at gå ud af huset med morgenhår eller krøllet tøj?
Mange lægger et alt for stort pres på sig selv for at gøre alting perfekt, og det kan gøre selv hverdagsting til overvældende og hårde opgaver.

Studenterpræsterne har før haft en perfektionismegruppe, hvor man kan mødes og snakke om de udfordringer og reaktioner, der følger med at være en perfektionist. På nuværende tidspunkt er gruppen ikke aktiv, men den starter op igen, hvis der er interesse for det. Så hvis du ville have glæde af at deltage i gruppen, kan du skrive til Loa på pastor@au.dk.

Studiekreds: Jordan Petersons 12 Regler for livet

Jordan Petersons bog 12 Regler for livet har vakt genklang hos mennesker verden rundt. Nu starter vi en studiekreds henover 12 uger – en uge for hver regel – hvor vi arbejder med bogen. Hver uge går vi ind i dagens tekst og prøver at implementere pointerne i vores egen hverdag. Det gør vi ved, at deltagerne bringer konkrete eksempler med fra deres liv. Og så går vi i dialog med Jordan Petersons indsigter og skaber nye handlemåder i forhold til de ting, vi hver især er kørt fast i. Meningen er, vi på den måde i gruppen hjælper hinanden til at leve et mere meningsbaseret liv og få et mere sikkert indre kompas at styre efter.

12 Regler for livet
Bogen giver 12 simple regler for, hvordan man skal leve sit liv, og til hver regel følger et essay, som er knap så simpelt. Grundtanken i bogen er, det det måske ikke er så vigtigt at søge efter lykke, men mere givtigt at søge efter mening. ”Der er da meget fint at synes, meningen med livet er at finde glæde, men hvad sker der så, når man er ked af det?” Se denne video, hvor Jordan Peterson fortæller mere: https://www.youtube.com/watch?v=UYT-dD1vN_A

Hvis du vil høre, om studiekredsen er noget for dig, så send en sms til Jens på tlf. 60 20 26 40 og få en snak.

Hjertebønsmeditation

Hver mandag kl 18.00-18.30 afholder Jens Munk igen hjertebønsmeditation i Stillerummet i Studenternes Hus. Det er en introduktion til den russiske hjertebøn med fokus på åndedrættet og den fysiske fornemmelse af hjertet. Det er en åben gruppe, og det er frit, hvor mange gange du vil deltage. Du kan komme de gange, du har mulighed for det – det er op til dig.

Sted: Stillerummet, Studenternes Hus, Ndr. Ringgade 3, lok. 124
Hvis du vil høre mere om meditationen, kan du ringe til Jens på tlf. 60 20 26 40.

Generelt om grupperne

Alle grupperne bliver ledet af en af studenterpræsterne, men de handler ikke om kristendom, og du behøver ikke være religiøs for at være med. Tilbudene handler kun om at at være der for de studerende, der har brug for nogen at snakke med, og de er gratis.

Hvis der er noget, der tynger, som ikke passer til grupperne, så kan du altid kontakte præsterne og få en individuel samtale.